Relieffet i det ny Rigsarkivs teglmure er en abstraktion over gamle stenskrifter og danner et skiftende mønster, som refererer til Rigsarkivets samling af skrifter. Mønsteret forandrer sig over hele murfladen uden at blive repeteret og uden rette vinkler, for at stå i et levende og foranderligt relief - og indvendigt gentages det grafiske element på gulvene i de lange gange i kontorbygningen.
- Runerne siger ikke noget konkret, men er en abstraktion af et tidligere skriftsprog. Det var en stor udfordring, og forarbejdet var meget tidskrævende. Alt blev streget op på gulvet, en målkæde blev udarbejdet, og derefter gik det bare rigtig godt. Vi er ganske godt tilfredse med resultatet, især fordi det giver masser af liv til en lang gang, der ellers kunne virke meget ensformig, siger Kenneth Børresen, Bygningskonstruktør MAK og projektleder hos PLH Arkitekter.
Gulvlæggeren kan nikke bekræftende til det udfordrende i løsningen:
- Alt er håndskåret med en del målearbejde og med alle detaljer fra arkitektens tegninger. Selve gangen tog en måned at lave, skære ud og lime på, og ikke to runer er ens, fortæller gulvlæggeren Allan Jensen, Tæppeland Erhverv.
Hos Forbo har opgaven været en spændende oplevelse:
- Forløbet har været sjovt og spændende for os at deltage i og en rigtig god reference. I opstartsfasen udarbejdede vi en 1:1 fysisk prøve i 1 × 1 meter af hele mønstret - prøven blev håndskåret af en af Forbos gulvinstruktører fra vores fabrik i Holland og sendt op til arkitekten hos PLH Arkitekter, fortæller Liisa Vartiainen Lauenborg, marketingansvarlig hos Forbo A/S.
- Det er et gulvprojekt, som lige præcis demonstrerer de fordele, der er ved linoleum: Fleksibilitet og spændende design- og indretningsmuligheder, samtidig med at materialet er miljøvenligt og CO2-neutralt, fremhæver Liisa Vartiainen Lauenborg.